De næste fire år er der travlhed på Det Nye Universitetshospital i Aarhus – lige nu Danmarks største byggeplads. Med en byggehastighed på 1.000-1.500 m2 pr. måned i hvert byggespor og et byggepladsareal på 0,3 km2 er byggepladsen et studie i logistik og planlægning.
Fire Rival-kraner og otte mænd med selvlysende Bravida-veste er i gang med at sætte et stort, orange kabel fast i loftet på anden sal i bygning N2 på Danmarks største byggeplads.
I øjeblikket er 1.200 håndværkere og funktionærer på byggepladsen i gang med at skabe Danmarks største hospital DNU – Det Nye Universitetshospital i Aarhus.
Dennis Jensen er en af dem, der slider i det, for kablerne er tunge. Normalt er det ikke lige den funktion, han plejer at udfylde.
“Selvfølgelig giver vi alle en hånd med, når der er brug for det. Sådan skal det bare være,” siger han.
Dennis Jensen har været på den store byggeplads siden december årstal. Han er uddannet maskiningeniør og arbejder som vikar. Hans arbejde består bl.a. i at sætte el-paneler op, montere dem og trække kabler i en bygning på syv etager.
Når DNU står færdigt i 2019, er det en hospitalsby på størrelse med Skagen, og 10.000 mennesker skal være beskæftiget på hospitalet. Der kommer en ydre og indre ringvej, der skal gøre logistikken let.
På byggepladsen ligger en genbrugsstation, en butik, hvor man kan købe skruer og andet, man mangler lige nu og her, og to kantiner, hvor den ene kan rumme 500 personer.
Teknik for viderekomne
Der bliver i dén gang tænkt nyt på DNU. I modsætning til andre hospitaler bliver teknikken ikke gemt væk i kælderen eller på loftet. Her er fjerde sal tilegnet teknisk udstyr. Det skal nemlig være let at komme til. For meget af det komplicerede hospitalsudstyr befinder sig på tredje sal, hvor alle operationer på sygehuset skal finde sted. Da den teknologiske udvikling aldrig står stille, skal man hurtigt kunne komme til installationerne, og derfor er de midt i bygningen.
I et kæmpe rum, der bliver betegnet teknikhulen, arbejder elektriker Alexander Jensen. Han kalder den store byggeplads for et fedt sted at være. Han arbejder primært med at lave gitterbakker og med elevatorskakter. Han kan godt mærke, at det kræver meget planlægning, når man skal have sit arbejde til at spille sammen med andre håndværkere.
“Vi holder tungen lige i munden, når vi skal samarbejde med andre håndværkere. Vi skal hele tiden være mest mulig effektive. Der er meget logistik, der skal spille sammen, når så mange faggrupper skal løse opgaverne logistisk bedst muligt,” fortæller han.
Netværk
Hvis der er en, der kan overskue den enorme byggeplads, er det projektdirektør Frank Skriver Mikkelsen, der har det overordnede ansvar for byggeriet. Han kan navigere i det store byggeri, fordi han har rigtig mange gode rådgivere. Han lægger ikke skjul på, at der et par gange om ugen opstår store udfordringer, som ingen havde set komme. Det gælder både i forhold til projektering og udførelse. Lige nu er byggeriet der, hvor den største opgave er udførelsen.
Der har været meget få danske arbejdspladser, hvor de har kunnet hente erfaring fra, men i projekteringsfasen har de lært af udenlandsk hospitalsbyggeri.
“Vi har kigget til Norge, hvor de har været i gang med at bygge større sygehuse, tidligere end vi gjorde. Vi bruger vores store netværk og udveksler erfaring med andre, der bygger stort,” fortæller Frank Skriver Mikkelsen.
EU-udbud
90% af alle de bygningsarbejdere, der arbejder i Skejby i Aarhus, er danskere. Det er selvom alle projekter har været i den obligatoriske EU-licitation.
“Licitationerne ligger normalt på 100-250 millioner kr. Det er åbenbart en størrelse, der ikke er interessant for det udenlandske marked. Det hænger sikkert også sammen med de betydelige omkostninger, der er ved at komme ind på det danske marked,” siger Frank Skriver Mikkelsen. Han påpeger, at de mange danskere på byggepladser også gør mange ting lettere.
DNU – DET NYE UNIVERSITETSHOSPITAL – AARHUS – PROJEKTET I TAL:
|
Andre artikler om byggerier
De bygger Københavns nye forsamlingshus (marts 2015)
Til tops på Københavns nye bjergtinder (marts 2014)
Sygehus i samlesæt (december 2013)
Slagtehuset (december 2013)
En tunnel under de store udfordringer (september 2013)