Royal Arena Copenhagen skal om knap halvandet år stå klar til glade koncertgæster og jublende sportsfans. Tanken er, at arena en skal blive hovedstadens nye vartegn. Håndbold-VM og ishockey-VM er nogle af de arrangementer, som arenaen skal tage imod.
”Kom nu, maaaaand…” lyder det på klingende jysk. Og så et kæmpe grin.
Der er god stemning, selv om der bliver arbejdet koncentreret. En håndfuld beskidte jyske betonbisser er i gang med at ordne forskallingen, så der kan blive støbt endnu en betonvæg til det, der gerne snart skal blive hovedstadens nye musik- og sportsmekka.
”Vi bruger en blanding af betonelementer og så en del in-situ-støbning,” siger Jesper Schultz, der er projektchef på byggeriet af den nye arena.
”Lige i øjeblikket bruger vi rigtig mange arbejdstimer på at forberede støbning, hvor vi sætter forskalling op og isætter armeringsjern. Det er måske ikke så egnet til en fotoreportage, men det er noget, der tager mange mandetimer,” griner han.
”Byggeprocesserne er jo de sædvanlige – det hele er bare lige lidt større her,” siger Jesper, mens vi står højt hævet – med udsigt over byggepladsen.
”Man har jo altid sin faglige stolthed, men det betyder altså lidt ekstra, når man er med til at bygge et kommende vartegn. Man sætter jo en ære i at være med, når der som her virkelig er en flot arkitektur.”
Næste etape
Arenaen bliver stor – rigtig stor – 35.000 etagemeter. Om få måneder venter en rigtig spændende etape, når de stålspær, der skal holde taget, skal på plads. De største spær er over syv meter høje og skal spænde over 100 meter.
”Vi får spærrene fra en spansk entreprenør, og de regner med at skulle bruge 250 lastvognstog for at få delene til spærrene transporteret herop,” forklarer Bent Frank, der er bestyrelsesformand for Arena-selskabet.
Ved siden af byggepladsen ligger et areal på størrelse med to fodboldbaner – helt tomt og med nyfriseret grusbelægning. Det er her, at spærrene skal samles, inden to portalkraner samler dem op og monterer dem på arenaen.
”Det bliver meget spektakulært at se, når de monterer spærrene – det glæder vi os til. Det er ægte internationalt samarbejde. En dansk byggeplads, en spansk entreprenør og så Arup; et engelsk ingeniørfirma, der har projekteret det,” siger Bent Frank.
Betongulv som en glat barnenumse
Navnet ”Royal Arena” kommer i øvrigt fra en sponsoraftale med et bryggeri, der er kendt for den såkaldte ”blå cola” – Ceres Royal – Jyllands nationaldrik. Arenaen skal rumme både musik-events, håndboldkampe, svømmestævner, ishockeykampe og meget mere. Og for at det skal kunne lade sig gøre, er det nødvendigt med et godt betongulv. Det er allerede færdigstøbt, og overfladen på det enorme betongulv er en imponerende bedrift. Selv om det selvfølgelig er fyldt med byggematerialer, og lastbiler drøner frem og tilbage, kan man se, at betonens overflade er lige så pæn, glat og fin som en barnenumse.
”Vi har haft et formidabelt samarbejde med CC Contractors, og jeg må sige, at jeg er meget imponeret, der er jo ikke en eneste lille svindrevne. Det kræver altså nogle gode betonfolk,” siger Bent Frank.
ROYAL ARENA COPENHAGEN Får plads til 12.500 gæster ved sportsarrangementer som håndbold, ishockey og svømning. Ved musikarrangementer bliver der plads til 15.000 tilskuere. Åbner efter planen i sensommeren 2016. I øjeblikket er cirka 80 mand beskæftiget på pladsen – heraf to lærlinge og to praktikanter. Selskabet Live Nation bliver operatør og har i 30 år opgaven med at skaffe arrangementer til Royal Arena. Adresse i Ørestad Syd – nærmeste nabo er shoppingcentret Field’s. Endvidere opføres en folkeskole og en skøjtehal folkeskole og skøjtehal ved siden af. Efter planen skal der også opføres en lang række boliger, p-huse mv. i området. Arenaen vil få en størrelse på knap 35.000 etagemeter med foyerarealer til gæsterne og servicearealer til optrædende kunstnere og sportsudøvere. Royal Arena er designet af 3XN, HKS Architects, Arup, ME Engineers og Planit-ie. |
Andre artikler om byggerier
Danmarks største byggeplads (september 2015)
Til tops på Københavns nye bjergtinder (marts 2014)
Sygehus i samlesæt (december 2013)
Slagtehuset (december 2013)
En tunnel under de store udfordringer (september 2013)